Overbygning
Stille råb og knyttede næver
- et projekt om oprør

7. - 10. kl. (OBS: Tilmelding senest 20. juni)
Op på barrikaderne, grib megafonen og skub de gamle systemer og magthavere ud over kanten, så der kan blive plads til noget nyt!
Sådan vil mange måske tænke, når de hører ordet oprør. At det kræver massemobilisering og larm i gaden. Men oprør kan se ud på mange forskellige måder. De kan være lokale, som når skoleklasser strejker for klimaet, det kan være online, som når folk samles om et hashtag, eller de kan være helt stille, som når et enkelt menneske siger fra og vælger en anden vej.
Fælles for alle oprør, uanset om de larmer eller er stille, er, at de deler ønsket om at ændre noget.
I dette projekt skal eleverne arbejde med oprøret som begreb, Jesus som oprører, Luther som oprører og oprør i kristendommen i dag.
Gennem fire explainerfilm præsenteret af skuespiller Albert Rudbeck Lindhardt stifter eleverne bekendtskab med de forskellige facetter af oprør. Efterfølgende arbejder eleverne med oprør i bibeltekster, andre religioner, musik og kunst.
Fag: | Religion, dansk og samfundsfag |
Periode: | September – oktober (uge 36 - 41) |
Antal lektioner: | 6 - 8 lektioner |
Tilmelding: | Klik hér! |
Parallelfortællinger i Bibelen og Koranen

Foto: Jan. E. Gullaksen, Expology.
7. - 10. kl.
Koranen indeholder en lang række fortællinger, som også findes i Bibelen, men for det meste er fortællingernes pointer lidt forskellige i de to bøger, hvilket selvfølgelig er af afgørende betydning.
Forløbet tager afsæt i et besøg på det nyåbnede oplevelsescenter, Bibliarium, hvor eleverne på egen hånd tager på ekspedition i det bibelske univers og undervejs kan sammenligne et udvalg af fortællinger, som findes i begge religioner.
I forlængelse af besøget sættes fokus på ligheder og forskelle mellem de valgte fortællinger, der findes i både Bibelen og Koranen.
Til projektet knytter sig et forudgående lærerkursus – Se kurset “Parallelle fortællinger i Bibelen og Koranen”
Fag: | Religion og dansk |
Periode: | Oktober - november (uge 43 - 50) |
Antal lektioner: | 6 - 8 lektioner |
Udfyld punkt: | B: (Besøg i Bibliarium) |
Tilmelding: | Klik hér! |
Lyslevende
– om lysets betydning og symbolik

7. - 10. kl.
Menneskets grunderfaring af lyset som godt og livgivende har medført, at lys er blevet et grundsymbol, der anvendes i et utal af kulturer og religioner. Også i hverdagen bruger vi ofte lys symbolsk – bl.a. i vores sprog og i handlinger, der har en særlig betydning. I forløbet kommer eleverne til at arbejde såvel naturfagligt som religionsfagligt med lyset og dets funktion.
Forløbet indledes med et elevaktiverende kirkebesøg med skyggeteater, regnbueforsøg, mørke-fortælling fra bronzealderen og eksempler på lysets betydning i kirkens rum og ritualer.
Tilbage på skolen skal eleverne arbejde med lys gennem syv temaer: Lys versus mørke, Lysets betydning for klodens liv, Lysets betydning i udforskning af rummet, Det guddommelige lys, Lys som håb, Lys mellem mennesker og Lys som oplysning. Herefter arbejder eleverne med ritualers opbygning, og de iscenesætter et fiktivt lystændingsritual.
Til forløbet er produceret tre fagfilm med præst Signe Malene Berg, biolog Morten DD Hansen og astrofysiker Anja C. Andersen, der hver især forklarer, hvad lyset betyder indenfor deres fagområde. Filmenes gennemgående samtaleperson er skuespiller Thure Lindhardt.
Til projektet knytter sig et forudgående lærerkursus - Se lærerkurset “Lyslevende - et lysår om Rundetaarn”.
Fag: | Religion, biologi og fysik |
Periode: | Januar - februar (uge 2 - 6) |
Antal lektioner: | 10 - 14 lektioner |
Tilmelding: | Klik hér! |